Contionary:klingen

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk klingen, from Old Skundavisk klingan, from Halmisk ᚲᛚᛁᚾᚷᚨᚾ (klingan), from Proto-Germanic *klinganą.

Pronunciation

• IPA: /klɪɳɘn/

Verb

klingen (class 3 strong, third-person singular simple present klingt, past tense klang, past participle geklungen, past subjunctive klænge, auxiliary haven)

1. to sound

   This sang klingt mir good.

   This song sounds good to me.

Inflection

infinitive		klingen
present participle		klingend
past participle		geklungen
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik klinge	wi klingen	ik klinge	wi klingen
	thou klingst	ji klingt	thou klingst	ji klingt
	hi, si, hit klingt	si, Si klingen	hi, si, hit klinge	si, Si klingen
preterit	ik klang	wi klangen	ik klænge	wi klængen
	thou klangst	ji klangt	thou klængest	ji klænget
	hi, si, hit klang	si, Si klangen	hi, si, hit klænge	si, Si klængen
imperative	kling	klingt (ji)