Contionary:springen

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk springen, from Old Skundavisk springan, from Halmisk ᛊᛈᚱᛁᛝᚷᚨᚾ (springan), from Proto-Germanic *springaną.

Pronunciation

  • IPA: /sprɪɳɘn/

Verb

springen (class 3 strong, third-person singular simple present springt, past tense sprang, past participle gesprungen, past subjunctive sprænge, auxiliary haven)

  1. to jump, to spring
    And than sprang hi out the wagen.
    And then he jumped out of the car.

Inflection

infinitive springen
present participle springend
past participle gesprungen
auxiliary haven
indicative subjunctive
present ik springe wi springen ik springe wi springen
thou springst ji springt thou springst ji springt
hi, si, hit springt si, Si springen hi, si, hit springe si, Si springen
preterit ik sprang wi sprangen ik sprænge wi sprængen
thou sprangst ji sprangt thou sprængest ji sprænget
hi, si, hit sprang si, Si sprangen hi, si, hit sprænge si, Si sprængen
imperative spring springt (ji)

Usage notes

Synonyms

Derived terms

Related terms