Contionary:springen

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk springen, from Old Skundavisk springan, from Halmisk ᛊᛈᚱᛁᛝᚷᚨᚾ (springan), from Proto-Germanic *springaną.

Pronunciation

• IPA: /sprɪɳɘn/

Verb

springen (class 3 strong, third-person singular simple present springt, past tense sprang, past participle gesprungen, past subjunctive sprænge, auxiliary haven)

1. to jump, to spring

   And than sprang hi out the wagen.

   And then he jumped out of the car.

Inflection

infinitive		springen
present participle		springend
past participle		gesprungen
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik springe	wi springen	ik springe	wi springen
	thou springst	ji springt	thou springst	ji springt
	hi, si, hit springt	si, Si springen	hi, si, hit springe	si, Si springen
preterit	ik sprang	wi sprangen	ik sprænge	wi sprængen
	thou sprangst	ji sprangt	thou sprængest	ji sprænget
	hi, si, hit sprang	si, Si sprangen	hi, si, hit sprænge	si, Si sprængen
imperative	spring	springt (ji)