Contionary:bøgen

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk boegen, boeggen, from Old Skundavisk boeggan, boegian, from Halmisk ᛒᛟᚢᚷᛃᚨᚾ (bougjan), from Proto-Germanic *baugijaną.

Pronunciation

• IPA: /bø:ɟɘn/

Verb

bøgen (mixed, third-person singular simple present bøgt, past tense boghte, past participle geboght, past subjunctive bøghte, auxiliary haven)

1. (tr.) to bend, to bow, to inflect

   Ik konde mijne knee neet meer bøgen.

   I couldn't bend my knees anymore.

Inflection

infinitive		bøgen
present participle		bøgend
past participle		geboght
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik bøge	wi bøgen	ik bøge	wi bøgen
	ðou bøgst	ji bøgt	ðou bøgst	ji bøgt
	hi, si, hit bøgt	si, Si bøgen	hi, si, hit bøge	si, Si bøgen
preterit	ik boghte	wi boghten	ik bøghte	wi bøghten
	ðou boghtest	ji boghtet	ðou bøghtest	ji bøghtet
	hi, si, hit boghte	si, Si boghten	hi, si, hit bøghte	si, Si bøghten
imperative	bøg	bøgt (ji)

Derived terms

• bøging

Related terms

• beugen