Contionary:føgen

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk boegen, boeggen, from Old Skundavisk foeggan, foegian, from Halmisk ᚠᛟᚷᛃᚨᚾ (fōgjan), from Proto-Germanic *fōgijaną.

Pronunciation

• IPA: /ɸø:ɟɘn/

Verb

føgen (mixed, third-person singular simple present føgt, past tense foghte, past participle gefoght, past subjunctive føghte, auxiliary haven)

1. (tr.) to join, to fit together

   Ðe klemper foghte ðe twee enden ðer brokenen þeute.

   The plumber joined the two ends of the broken pipe.

Inflection

infinitive		føgen
present participle		føgend
past participle		gefoght
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik føge	wi føgen	ik føge	wi føgen
	ðou føgst	ji føgt	ðou føgst	ji føgt
	hi, si, hit føgt	si, Si føgen	hi, si, hit føge	si, Si føgen
preterit	ik foghte	wi foghten	ik føghte	wi føghten
	ðou foghtest	ji foghtet	ðou føghtest	ji føghtet
	hi, si, hit foghte	si, Si foghten	hi, si, hit føghte	si, Si føghten
imperative	føg	føgt (ji)