Contionary:orkennen

Skundavisk

Etymology

From or- + kennen.

Pronunciation

  • IPA: /ɔcɛnɘn/

Verb

orkennen (mixed, third-person singular simple present orkennt, past tense orkande, past participle orkand, past subjunctive orkænde, auxiliary haven)

  1. to recognize, acknowledge
    Si hat mig neet orkennen.
    She hasn't recognized me.

Inflection

infinitive orkennen
present participle orkennend
past participle orkand
auxiliary haven
indicative subjunctive
present ik orkenne wi orkennen ik orkenne wi orkennen
thou orkennst ji orkennt thou orkennst ji orkennt
hi, si, hit orkennt si, Si orkennen hi, si, hit orkenne si, Si orkennen
preterit ik orkande wi orkanden ik orkænde wi orkænden
thou orkandest ji orkandet thou orkændest ji orkændet
hi, si, hit orkande si, Si orkanden hi, si, hit orkænde si, Si orkænden
imperative orkenn orkennt (ji)

Usage notes

Synonyms

Derived terms

Related terms