Contionary:kennen

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk kennen, from Old Skundavisk kennan, kaennian, from Halmisk ᚲᚨᚾᚾᛃᚨᚾ (kannjan), from Proto-Germanic *kannijaną.

Pronunciation

• IPA: /cɛnɘn/

Verb

kennen (mixed, third-person singular simple present kennt, past tense kande, past participle gekand, past subjunctive kænde, auxiliary haven)

1. to know

   Ik kenne hin well.

   I know him well.

Inflection

infinitive		kennen
present participle		kennend
past participle		gekand
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik kenne	wi kennen	ik kenne	wi kennen
	ðou kennst	ji kennt	ðou kennst	ji kennt
	hi, si, hit kennt	si, Si kennen	hi, si, hit kenne	si, Si kennen
preterit	ik kande	wi kanden	ik kænde	wi kænden
	ðou kandest	ji kandet	ðou kændest	ji kændet
	hi, si, hit kande	si, Si kanden	hi, si, hit kænde	si, Si kænden
imperative	kenn	kennt (ji)

Derived terms

• orkennen