Contionary:orkennen

Skundavisk

Etymology

From or- + kennen.

Pronunciation

• IPA: /ɔcɛnɘn/

Verb

orkennen (mixed, third-person singular simple present orkennt, past tense orkande, past participle orkand, past subjunctive orkænde, auxiliary haven)

1. to recognize, acknowledge

   Si hat mig neet orkand.

   She hasn't recognized me.

Inflection

infinitive		orkennen
present participle		orkennend
past participle		orkand
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik orkenne	wi orkennen	ik orkenne	wi orkennen
	ðou orkennst	ji orkennt	ðou orkennst	ji orkennt
	hi, si, hit orkennt	si, Si orkennen	hi, si, hit orkenne	si, Si orkennen
preterit	ik orkande	wi orkanden	ik orkænde	wi orkænden
	ðou orkandest	ji orkandet	ðou orkændest	ji orkændet
	hi, si, hit orkande	si, Si orkanden	hi, si, hit orkænde	si, Si orkænden
imperative	orkenn	orkennt (ji)