Contionary:ligen

Avendonian

Verb

ligen

1. second-person plural present imperative of ligere

Skundavisk

Etymology

From Middle Skundavisk liggen, from Old Skundavisk liggan, ligian, from Halmisk ᛚᛁᚷᛃᚨᚾ (ligjan), from Proto-Germanic *ligjaną.

Pronunciation

• IPA: /lɪɟɘn/

Verb

ligen (class 5 strong, third-person singular simple present ligt, past tense lag, past participle gelegen, past subjunctive læge, auxiliary haven)

1. to lie, to rest

   We weren an ðet bedd ligend.

   We were lying on the bed.

Inflection

infinitive		ligen
present participle		ligend
past participle		gelegen
auxiliary		haven
	indicative		subjunctive
present	ik lige	wi ligen	ik lige	wi ligen
	ðou ligst	ji ligt	ðou ligst	ji ligt
	hi, si, hit ligt	si, Si ligen	hi, si, hit lige	si, Si ligen
preterit	ik lag	wi lagen	ik læge	wi lægen
	ðou lagst	ji lagt	ðou lægest	ji læget
	hi, si, hit lag	si, Si lagen	hi, si, hit læge	si, Si lægen
imperative	lig	ligt (ji)

Related terms

• legen